Danmarks største rapgruppe pudser advokat på Støjbergs parti

Folketingsvalg 2026

Danmarks største rapgruppe pudser advokat på Støjbergs parti

Danmarksdemokraterne har efter henvendelse fra storhittende dansk rap-gruppes advokat fjernet en video på sociale medier

Støjberg
Billedtekst
Partiet ligger inde med omkring 100 trøjer, som nu må kasseres, oplyser partisekretæren.
Foto: News Øresund, flickr

Tre unge mennesker iført en t-shirt med teksten “Stemte på hende i går” og en pil, der peger over på en storsmilende partiformand for Danmarksdemokraterne, Inger Støjberg.

Det har man indtil for få dage siden kunnet se i en video på partiets sociale medier.

I dag er videoen dog blevet fjernet, efter en henvendelse fra Danmarks største rap-gruppe, Suspekts, advokat til partiet.

Det skriver Ekstra Bladet.

Trøjens design er nemlig en tydelig kopi af rap-gruppens merchandise, hvis eget design bærer teksten “bollede hende/ham i går.”

Videoen kan som sagt ikke længere findes på sociale medier, men i dette opslag fra Støjbergs partifælle Nikolaj Vang kan trøjen ses:

placeholder

Ikke spurgt om lov

Suspekts trøje gik viralt, da prinsesse Isabella bar trøjen til en Suspekt-koncert på festivalen Smuk-fest sidste år.

Måske derfor tænkte Danmarksdemokraterne, at trøjen ville danne grobund for en lignende mængde opmærksomhed, hvis de kopierede designet – eneste problem var, at de havde glemt at spørge Suspekt om lov.

Vi håber, at de kan se det sjove i det

Det bekræfter partisekretær Steen Thomsen overfor Ekstra Bladet:

'Med teksten 'Stemte på hende i går' har vi sat gang i en kampagne, der minder om muligheden for at brevstemme til folketingsvalget. Vi tænkte, at det ville være sjovt med en reference til Suspekt, der når ud til en stor målgruppe. Ikke mindst blandt unge mennesker,” sagde Steen Thomsen, inden advokat-henvendelsen og fortsatte:

“På t-shirten er det tydeligt deklareret, at Danmarksdemokraterne er afsender. Vi har ikke spurgt Suspekt om lov til at bruge referencen, men vi håber, at de kan se det sjove i det.”

Det kunne Suspekt altså ikke, hvorfor videoen er blevet fjernet.

Læs også:K-ordfører grillet efter bøf-fadæse: “Det er jo en bøf og en fejl”

I et opslag på Instagram har rap-gruppen ifølge DR skrevet:

“Tillid for os er altafgørende! Og vi har ingen tillid til politikere, der helt bevidst kopierer og stjæler fra kunstnere.”

Partisekretæren oplyser, at partiet ligger inde med omkring 100 trøjer, som nu må kasseres.

Partiet har lært at spørge om lov i fremtiden, siger han.

Flere partier i fedtefadet

Det er ikke første gang, at et politisk parti får hug for at bryde ophavsretten.

I efteråret beskyldte forsangeren i det danske band Gnags, Peter A.G, Moderaterne for at have brugt teksten til storhittet “Når jeg bliver gammel” i en kampagne til trods for, at partiet havde fået afslag på dette.

Moderaterne havde i kampagnen skrevet “Når jeg bli'r gammel, så vil jeg ikke sidde på en bænk.”

Den originale sangtekst lyder: “Når jeg bli'r gammel, ja, så vil jeg sidde på en bænk.”

Peter A.G truede derefter med sagsanlæg, medmindre partiformand Lars Løkke Rasmussen (M) gav en offentlig undskyldning iført undertøj under en teaterforestilling.

Løkke responderede med et opslag på sociale medier, hvor han skrev, at det ville være et større overgreb på publikum end på ophavsretten.

Læs også:“Smil, bliv stående og lign en vinder” - Troels Lund går frem

Forleden frabad den folkekære dansktop-sangerinde Birthe Kjær sig også, at Socialdemokratiet bruger “Vi maler byen rød” i politiske opslag.

Ifølge sangerinden må Socialdemokratiet gerne bruge selve udtrykket 'at male byen rød', så længe partiet ikke bruger sangen.

Partiet har efterfølgende fjernet opslag på sociale medier, hvori sangen er blevet brugt, og undskyldt overfor Birthe Kjær.

Signe Marie Flindt

Journalist på Netavisen Pio.

Kommentarer

Indsendt af Thor (ikke efterprøvet) den Onsdag den 11.03.2026 - 15:35

Socialdemokratiet har såmænd også pådraget sig Anders Mathesens vrede for nylig.

Så lad mig sige det kort: Hold op med at fedte for de kendte, og hold især op med at bruge dem uden deres accept. Det kan virkelig ikke være så svært.

Efter flere sager af samme type må man undre sig over, at de politiske partier øjensynligt ikke har tjek på begrebet ophavsret.

Ovenstående sag virker dog noget tynd.
Jeg mindes T-shirt-printshops, hvor man bl.a. kunne vælge printet: I'm with this idiot -->
Det layout vil jeg tro, DD kunne have brugt uden påtale.

Indsendt af Pia Hansen (ikke efterprøvet) den Onsdag den 11.03.2026 - 18:12

Hvad har den dame nu gjort... Tid til fodlænke igen?

Indsendt af Bjarne (ikke efterprøvet) den Torsdag den 12.03.2026 - 11:38

Danmarksdemokraterne Inger Støjberg er bare kriminel...
Ud af Folketinget med hende og de andre dømte kriminelle...

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.