Dybvads kritiske blik på arbejdskraftindvandringen: Hvornår lykkes den? Og hvornår lykkes den ikke?

Kaare Dybvad Bek tilhører en lille eksklusiv skare af politikere, som også skriver gode, tankevækkende bøger. Blandt de andre, som gør det, hører Pelle Dragsted med 'Nordisk socialisme', Morten Messerschmidt med 'Den kristne arv', Rasmus Stoklund med 'Ingen over domstolen' og Alex Vanopslaghs 'Vejen til ansvar'. 

Tidligere har Kaare Dybvad Bek – der er nuværende socialdemokratisk beskæftigelsesminister og tidligere udlændinge- og integrationsminister - udgivet blandt andet 'Arbejdets land' og 'De lærdes tyranni'. 

De har det til fælles med den nye bog af forfatteren, at de tager et spadestik dybere ned i emner, end der er plads til i den almindelige politiske debat. Overfladiskheden heri er det et selvstændigt mål for forfatteren at få gjort op med. 

Hermed bliver der også plads til ”at fundera”, som den tidligere svenske statsminister, Tage Erlander, mente, at alle politikere på et vist niveau skulle give sig tid til.

Læs også:Dybvad advarer: Vi er ved at gentage fejl fra 60’erne og 70’erne

I den nye bog med den gode titel, ”Vi inviterede arbejdskraft – men der kom mennesker” (et citat af den schweiziske forfatter og arkitekt, Max Frisch), er det arbejdskraftindvandringen til Danmark, som er emnet. 

Det er et emne, som i den offentlige debat efter forfatterens mening er fyldt med urigtigheder, tvivlsomme vurderinger og en grundlæggende kortsigtethed.

Det snævre perspektiv

Perspektivet er ofte indsnævret til at handle om, hvad der er til fordel for enkeltvirksomheder her og nu. 

Muligvis kan de have fordel af, at personer fra Bangladesh, Nepal, Uganda og Argentina får adgang til det danske arbejdsmarked via indrullering på københavnske handelsskoler eller universiteter som SDU, RUC og Københavns Universitet. 

Det kan være sket via de greencardordninger, som dog nu er afskaffet. Eller det kan være sket på grund af de sænkede beløbsgrænser for, hvornår man kan komme ind på det danske arbejdsmarked.

For det første overses omkostningerne ofte ved arbejdskraftindvandringen

Man kan måske opstille Kaare Dybvad Beks argumentation som tre asymmetrier, som illustrerer den manglende sammenhæng i den meget liberalistiske, naive og dobbeltmoralske argumentation for mere arbejdskraftindvandring. 

For det første overses omkostningerne ofte ved arbejdskraftindvandringen. Den presser givetvis lønnen i bestemte brancher, hvilket gør dem billigere at producere i. 

Men den kaster samtidig en langsigtet integrationsregning af sig, som alle andre skal betale. Store udgifter til børnenes indskoling, til sundhedsvæsenet, offentlig forsørgelse, når jobbet mistes, og så videre. 

De sidste udgifter bæres af alle andre end enkeltvirksomheder, og de bæres ind i fremtiden. Det er den ene urimelige grundlæggende asymmetri ifølge forfatteren.

Læs også:Fagbevægelsen positiv over for SVM-udspil om udenlandsk arbejdskraft

Den anden urimelige asymmetri drejer sig om, at omkostningerne ved den lavtlønnede arbejdskraftindvandring afholdes af bestemte kommuner og sociale grupper – for eksempel arbejderklassen i de københavnske vestegnskommuner – mens nordsjællandske kommuner holdes fri af problemerne. 

Herfra lyder der derfor meget belejligt ofte beklagelser over, at det er for svært at få udenlandsk arbejdskraft.

Kaare Dybvad Beks mål er på sin vis at få mere symmetri med hensyn til arbejdskraftindvandringens omkostninger på langt sigt

Den tredje asymmetri drejer sig om misforholdet mellem folks generelle politiske holdninger til indvandringsspørgsmålet og så de samme personers holdning til spørgsmålet, når det berører dem selv. 

En tydelig illustration heraf er, når forældre på Nørrebro, som massivt stemmer på Alternativet, Enhedslisten og De Radikale, er nogle af dem, der allermest fravælger de lokale folkeskoler til fordel for privatskolerne – angiveligt på grund af en for stor andel af tosprogede på skolerne.

Kaare Dybvad Beks mål er på sin vis at få mere symmetri med hensyn til arbejdskraftindvandringens omkostninger på langt sigt, så der kommer geografisk og social balance i tingene, samt endelig med henblik på at luften tages ud af dobbeltmoralen på området.

Mere indvandring til højtlønnede jobs

Det indebærer også, at forfatteren ingen problemer ser i den arbejdskraftindvandring, som sker fra for eksempel USA, Storbritannien, Sverige, Frankrig og så videre til højtlønnede og højtkvalificerede jobs. Den form for indvandring bør tvært imod fremmes. 

Problemet er blot, når det berettigede ønske herom fungerer som skalkeskjul for ønsker om mere indvandring på alle andre fronter.

I det hele taget er en pointe i bogen, hvor gnidningsfrit indvandringen er fra kulturnære lande, og hvor bøvlet og omkostningsfuld den er fra kulturfjerne lande. 

Læs også:Kaare Dybvad Bek får drømme-jobbet: “Jeg er stolt og glad”

Den hidtil største indvandringsbølge til Danmark var de næsten 100.000 svenskere, som fra midten af 1800-tallet slog sig ned i Danmark – ”de fattiges Amerika” (hvoraf Lassefar i 'Pelle Erobreren' var blandt). 

De var fuldt integrerede i løbet af en generation. Vi ser dem i dag kun via de svenske efternavne. Sådan er det desværre ikke gået, når der drejer sig om for eksempel den tyrkiske indvandring fra 1960’erne og frem. 

Topbillede

Vi burde derfor for helhedens og fremtidens skyld have taget flere fra Sveriges arbejdsløshedskøer i de senere år i stedet for at hente arbejdskraften i Sydøstasien. 

Integrationen ville blive langt mere gnidningsfri, og de svenske indvandrere ville givetvis ikke agere løntrykkere, således som sydøstasiaterne i praksis kommer til at gøre.

Ni principper for en bæredygtig indvandring

Kaare Dybvad Bek afslutter bogen med ni principper for, hvordan en arbejdskraftindvandringspolitik skal tilrettelægges, hvis den skal tage hensyn til Danmarks langsigtede kulturelle og økonomiske sammenhængskraft.

For det første skal en sådan politik først og fremmest byde de grupper velkommen, som over livstid indebærer et økonomisk plus for det danske samfund. Ordningerne, som giver adgang til lavtlønnet arbejdskraft, skal derfor som helhed strammes.

For det andet skal der kun inviteres indvandrere, som ikke gavner Danmark økonomisk, hvis de besidder nogle specifikke kompetencer, som vi mangler. Det kunne være ansatte i sundhedssektoren.

For det tredje skal en del af gevinsten ved udenlandsk arbejdskraft investeres i sammenhængskraft. For eksempel skal de kommuner, hvor de nye gæstearbejdere bosætter sig, ikke bære alle byrderne ved integrationen.

For det fjerde skal det store flertal af udenlandske medarbejdere komme fra Europa. Det skyldes, at kulturel nærhed er vigtig for, om integrationen lykkes eller ej.

Det er en glimrende, grundig og gennemtænkt bog, som Kaare Dybvad Bek har begået

For det femte skal der langt mere styr på, at danske regler og love overholdes i de brancher, hvor der er mange udlændinge. Det gælder for eksempel restaurations- og byggebranchen.

For det sjette skal kravene skærpes til at få permanent opholdstilladelse. Kravene til at få permanent opholdstilladelse er for lemfældige. Der kræves for eksempel ikke, at man kan tale dansk.

For det syvende skal det være et absolut krav, at folk fra lande uden for EU skal kunne tale et nordisk sprog eller engelsk for at arbejde her.

For det ottende skal der være større skatterabatter til højtlønnede udlændinge, som notorisk er en stor økonomisk fordel at have i Danmark. 

I dag gælder skatterabatten for medarbejdere med en årsløn på over 936.000 kroner i syv år. Den mulighed burde udvides med en skattefritagelse særligt rettet mod unge udefrakommende arbejdstagere i højtlønnede stillinger. 

For det niende skal der ingen automatisk ret være til at medbringe familien, når man kommer til Danmark for at arbejde.

Gennemførtes de ni principper, ville det ifølge Kaare Dybvad Bek samtidig gøre dansk arbejdskraftindvandringspolitik bæredygtig på længere sigt. De er kvintessensen af bogens analyser.

Forhåbentlig afføder bogen debat

Det er en glimrende, grundig og gennemtænkt bog, som Kaare Dybvad Bek har begået. 

Der er samtidig også et fravær af letkøbte fraser angående et emne, som i den offentlige debat er så fuldt af, hvad der er ”rigtigt” og ”forkert” at mene. Forfatteren stikker ikke op for bollemælk. 

Bogen bør læses af alle, som beskæftiger sig med arbejdskraftindvandring. I arbejdsmarkedsorganisationer, på direktionsgangene i virksomhederne, hos offentlige myndigheder, på avisredaktioner. 

Læs også:Minister møder uventet modstand: ”Kaare Dybvad skal passe på med at definere, hvad der er udansk”

Det gælder da ikke mindst dem, som efter forfatterens mening tidligere har udtrykt sig alt for overfladisk: Brian Mikkelsen fra Dansk Erhverv, Thomas Bernt Henriksen fra Berlingske, Søren Pind, Jannik Linnemann fra Dansk Erhverv, Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance, Jacob Holbraad fra Dansk Arbejdsgiverforening, Charlotte Munch fra Danmarksdemokraterne og mange andre, hvis – ifølge forfatteren - alt for liberalistiske og naive syn på indvandringen, bogen tager fat i vingebenet på.  

Hvad siger de efter en gennemlæsning? Det måtte gerne afføde en kvalificeret debat.

Forfatteren har en slet skjult tese om, at der til grund for det danske hårdtarbejdende tillidssamfund befinder sig en klippegrund af kristen, protestantisk kultur, som det i den grad er værd at værne om. 

Den tese måtte han gerne udfolde i sin næste bog.

Kaare Dybvad Bek. 'Vi inviterede arbejdskraft – men der kom mennesker'. Gyldendal. 224 sider. Udkom 28. januar 2026.