Flot udstilling om en af Nordens oprørske kvinder mangler noget

Historien om den svenske kunstner, Hanna Hirsch Pauli, set gennem hendes succes og mange fremragende malerier, fortæller lidt en anden historie om datidens kvinder, midt i en opbrudstid, end den gængse, som mange kunsthistorikere og museer har diverteret med gennem de sidste mange årtier. 

Dette illustreres bedst ved, at man - gang på gang - er blevet præsenteret for den holdning, at datidens kunstneriske kvinder ikke måtte opholde sig i offentligheden uden ledsager, og at dette måske endda har været grunden til, at de mestendels har malet interiører og familien i hjemmet. 

Men især historien om Hanna Hirsch Pauli, men selvsagt også historien om Bertha Wegmann og kometen Elisabeth Jerichau Baumann, vidner om en noget anden historie. 

Alt dette behandles i journalist og forfatter Sara Alforts nyligt udgivne værk, 'Da træerne voksede ind i himlen'. Den er blevet anmeldt positivt og dens ærinde er helt eksplicit et opgør med den grundtanke, at datidens kvinder, under det moderne gennembrud, var så forsagte og undertrykte, og derfor udsat for ekstrem misogyni, som det er blevet os præsenteret i nutidig, feministiske læsninger af selvsamme opgør. 

Hanna Hirsch Pauli har en central plads i Sara Alforts bog, og det med rette, eftersom hun udviste en adfærd, der på mange centrale punkter modsiger den mere ensidige udredning af datidens kulturelle opgør. 

Hun var datter af liberale - og velhavende - jødiske forældre, bosiddende i Stockholm, og hun udviste meget tidligt et stort talent for malerkunsten. 

Læs også:Ny udstilling: Fransk cafékultur med livsglæde, forfald og erotiske undertoner

Hun var heldig, for i Sverige var man mere fremmelig end i København, og hun havde derfor mulighed for at gå på kunstnerskole, og faktisk også mulighed for at male efter nøgenmodel. 

Og ligesom mange andre af datidens førende kunstnerinder, blev hun en meget central del af dem, der gjorde op med de mere reaktionære kunstneriske kredse og institutioner, præcis som det også var tilfældet i metropolen Paris, der i slutningen af det nittende århundrede blev tidens førende kunstnerby. 

Takket være Hanna Hirsch Paulis liberale forældre kunne hun rejse til udlandet, og der bo alene sammen med sin veninde, Venny Soldan-Brofeldt, og de to kunne udforske kunstnermiljøet, gå på beværtninger, provokere offentligheden med deres frigjorthed og faktisk også få succes med deres kunst. 

Et enkelt hovedværk glimrer ved sit fravær

Det er historien om dette eventyr, som Den Hirschsprungske Samling nu fokuserer på i deres særudstilling om Hanna Hirsch Pauli. 

Udstillingen består af en række værker af kunstneren, og er suppleret af en lang række værker af danske kunstnere, som er i museets egen samling, hvilket til sammen skal sætte Hanna Hirsch Pauli ind i en større kontekst. 

Et enkelt hovedværk glimrer ved sit fravær, nemlig Hanna Hirsch Paulis måske mest berømte maleri af veninden Venny Soldan-Brofeldt fra 1887, men det kunne vi også se på en af sidste mange udstillinger af ‘de glemte kvinder’. 

Til gengæld kan man se en mindre kultegning - et portræt af Venny Soldan-Brofeldt fra 1888 - der har samme, intense og meget fascinerende udtryk. 

Topbillede

På mange måder indfanger portrætter netop det, som udmærker Hanna Hirsch Paulis evne til at portrættere mennesker, der stod hende nært, og hvor følelserne mellem kunstner og den, der portrætteres, bliver meget inderligt og intenst. Det er en teknik og tilgang til kunsten, som hun delte med Bertha Wegmann, der også formåede at vise relationen på en nyskabende og meget tæt facon. 

Udstillingen på Den Hirschsprungske Samling er delvist udsprunget af en stor udstilling om Hanna Hirsch Pauli, der samtidig er forskningsbaseret, og tidligere fremvist i Sverige, men udvalget af værker er meget mere begrænset, selvom selvsamme katalog er en del af visningen her i Danmark. 

Og i dette katalog fokuseres der på de nyere feministiske fortolkninger af Paulis værker, men med den tilføjelse, at der også bliver fokuseret på det ‘intersektionelle’, fordi Hanna Hirsch Pauli ikke blot var kvinde, men også jøde. 

Gik ikke hele planken ud

Desværre har disse tilgange også en række fejl og mangler, for eksempel at der fokuseres for lidt på, at Hanna Hirsch Pauli faktisk mødte sit store idol, den naturalistiske maler Jules Bastien-Lepage, som med garanti har inspireret hende til portrættet af Venny Soldan-Brofeldt, siddende med en fjoget udtryk og uglet hår, med en lille klump ler i hånden. 

Denne mangel er i grunden ærgerlig, fordi det møde også delvist forklarer, hvorfor Hanna Hirsch Paulis kunstneriske karriere udviklede sig sådan, som den nu engang gjorde. 

Det kan vist ikke blive mere nationalromantisk

Jules Bastien-Lepage gjorde portrætterne af den landlige befolkning populære, og hans naturalistiske tilgang, hvor malerne skulle arbejde ‘en plein air’, dvs. direkte i lyset, og ikke i studiet, banede vejen for impressionismen. 

Hanna Hirsch Pauli udviklede sig som mange andre, nordiske kunstnere, der tog naturalismen til sig, og delvist lod sig inspirere af impressionisternes fascination af lyset, uden helt at gå hele planken ud. 

Læs også:Bare vent og se. Denne roman om indføring i kunstens historie bliver også en kæmpe succes i Danmark

Det var der mange grunde til, men som resultat fik vi en særlig nordisk modernisme, der er lige dele naturalisme og impressionisme, hvor lyset og livet i Norden, med skiftende intensive, nationale undertoner skinner frem. 

Det er for eksempel tydeligt i Hanna Hirsch Paulis andet hovedværk, 'Morgenmaden er serveret' fra 1887, hvor et opdækket bord i en sitrende grøn have, stor og glimter i lyset. 

Topbillede

I en kort periode tog Hanna Hirsch Pauli halvfemsernes symbolisme til sig, og et tredje af hendes hovedværker er det underlige, men også ret indtagende maleri af en prinsesse, der sidder foran en middelalderborg med et garnnøgle foran sig. 

Læs også:Indtagende udstilling om potteplanternes stille liv i dansk maleri

Det kan vist ikke blive mere nationalromantisk, og selvom vi længe har haft en tendens til at skose alt, der bare nærmer sig det nationale, nok især fordi datidens intellektuelle mastodont, Georg Brandes, agiterede så meget imod netop det, så er mange af disse hovedværker blevet til helt centrale værker, der udtrykker datidens ideer.

Topbillede

Da Hanna Hirsch Pauli blev gift med kunstner og kritiker Georg Pauli, skrev hun i en brevveksling, at han på ingen måder måtte lægge bånd på hendes bestræbelser for at udfolde sit kunstneriske talent. 

Hun var meget bevidst om, at hun først og fremmest var kunstner, siden kvinde og hustru. Lykken var, at Georg Pauli anerkendte emancipationen, og sammen levede de som samvirkende kunstnere, mens en af Hannas søstre tog sig af deres børn. 

Mange af datidens mest fremmelige kunstnere havde nye syn på kvindens rolle, midt i en opbrudstid, hvor kvinder netop ikke havde samme rettigheder som mænd. Men sammen var disse oprørere også i opposition til tidens bornerthed og kunstneriske idealer. 

Det var derfor, at de sammen skabte alternative foreninger og udstillinger, hvor deres værker kunne udstilles, og her var de faktisk et kollektiv bestående af både mænd og kvinder. 

Det siger sig selv, at en oplyst kvinde som Hanna Hirsch Pauli deltog i tidens oprør mod kønsdiskrimination, og hun var tæt knyttet til forfatteren og feministen Ellen Key, som hun også smukt portrætterede flere gange. 

Tradition for at nedtone kulturkampe

Udstillingen på Den Hirschsprungske Samling er både og rig omfattende, især fordi Hanna Hirsch Paulis værker sættes i en større kontekst, og fordi man ser mange mindre kendte værker af hende, her især en del sene værker, hvor selvportrætterne glimrer i udtryk og udførelse. 

Set i sammenhæng med Sara Alforts eksplicitte opgør med den gængse idé om, hvordan det dengang var at være kvinde og udøvende kunstner, kunne man nok savne at et museum som Den Hirschsprungske Samling, tog tyren ved hornene, og faktisk tog denne tematik op. 

Læs også:Han bliver kaldt for skagensmaler. Måske er det derfor, han er glemt 

Men samtidig har Danmark altid kunst- og litteraturhistorisk haft det med, i receptionen af historien, at nedtone forskelle og kulturkampe. 

Under alle omstændigheder har den nyere tilgang til glemte eller oversete kvindelige kunstnere en stor og stærk berigelse, der især retter op på negligeringen af deres betydning. 

Hvorfor man kunsthistorisk valgte at glemme disse ellers så indflydelsesrige og anerkendte kunstnerinder, er en grim og tarvelig fortælling. 

Men det berettiger imidlertid ikke, at man som modangreb gennem årtier har negligeret disse oprørske kvinder og deres mandlige kolleger og deres fælles miljøer, der både levede på polsk og faktisk også som queers i mange tilfælde, selvom de mange borgerlige vrængede på næsen af dem. 

Hanna Hirsch Pauli: 'Kunsten at være fri'. Særudstilling. Den Hirschsprungske Samling 18. Februar - 16. August, 2026.