Hudflettende sorgbearbejdning, æstetik og politik

Den norsk-amerikanske forfatter og feminist, Siri Hustvedt, er just aktuel med en bog om den svære tid, det mærkbart har været, siden hendes berømte mand, forfatteren Paul Auster, fik konstateret lungekræft, og døde i 2024. 

Og takket være forfatterparrets særlige tilknytning til Europa, og Skandinavien i særdeleshed, er den oversatte udgave til dansk faktisk første udgivelse. 

Bogens titel er 'Genfærd', med undertitlen: 'En kærlighedshistorie. Erindringer'. Den er først og fremmest uhyre godt flettet sammen af et væld af tekstfragmenter og labyrintiske tilgange til Siri Hustvedts egen sorgbearbejdelse. 

Men for at starte et af de mere centrale steder, så er fortællingen om, hvorledes Siri Hustvedt, i sin begravelsestale til venner og bekendte, valgte at tale om Paul Austers søns selvmord, specielt tankevækkende. 

Paul Auster fik sønnen Daniel sammen med sin ekskone, som han blev skilt fra, kort efter at han mødte Siri. Siri og Paul fik lidt over 40 år sammen. Skilsmissebarnet Daniel havde ikke noget nemt liv, og han endte som misbruger af heroin. 

Læs også:Paul Auster folder den amerikanske voldshistorie ud i ny fortvivlende bog

Daniel Auster, der blev 44 år, døde af en overdosis heroin i 2022, midt under pandemien. Kort forinden var hans ti måneder gamle datter også død, også af en overdosis, og Daniel blev anklaget for drab på hende. 

Det er en dobbelttragedie, som ingen forældre eller familier rigtig kan komme sig over, så selvfølgelig fylder den også i Siris erindringer og sorgbearbejdelse, og nok især fordi, at disse dødsfald er så tæt på Pauls kræftsygdom og død, samt deres fælles barnebarns fødsel. 

I skyggen

Både Paul Auster og Siri Hustvedt er verdensberømte forfattere. Paul var nok den mest berømte, og i hvert fald den med mest succes. Også det, at Siri var gift med ham, og derfor også i lange perioder stod i skyggen af hans succes, fylder en del i hendes bog. 

Men det helt særlige, og faktisk også ret så oplysende og interessante ved Siris tilgang i denne bog er, at de begge, gennem hele deres forfatterskaber, har flettet deres fiktivt-biografiske historier uløseligt sammen. De var, kort sagt, intertekstuelle forfattere.

Hun lægger ikke fingre imellem, og erklærer sig som fuldgyldig tilhænger af Demokraterne

Der er store forskelle, trods lighederne i deres forfatterskaber. Begge tilhørte den postmoderne tradition, hvor teksterne er strukturelt transparente, og oftest stærkt ladet med abstraktioner, tankebilleder og litterære eksperimenter. 

Paul Auster var nok den mest formelle og abstrakte, hvorimod Siri Hustvedt er erklæret feminist, og for hende har det altid været essentielt at betragte kroppen, det fysiske, som en del af en idealistisk kampplads. 

Hård modstand mod Trump og MAGA

I bogen gør Siri Hustvedt meget ud af at beskrive, hvordan den amerikanske kulturkamp faktisk påvirker hende i næsten lige så kraftig grad, som det er tilfældet med Paul Austers død. 

Hun lægger ikke fingre imellem, og erklærer sig som fuldgyldig tilhænger af Demokraterne, ligesom hun opfatter Donald Trump og MAGA-bevægelsen som fuldgyldige fascister, der er i gang med at ødelægge hele systemet. 

Læs også:Den svære to'er over 'Rosens navn' når halvt i mål

Det er i disse passager, at hendes erindringer, der også er et meget indgående - betagende og rørende - portræt af Paul, at man skal vare sig lidt for ikke at ende med at tro, at hendes tekst er et nøgternt portræt af ægtemanden. 

Men chokket over fatwaen på vennen Salman Rushdie og truslen fra islamismen, har Siri Hustvedt ikke fundet plads til i bogen

Paul Auster udtalte sig ofte om politik, og han var en tæt ven med den fatwa-ramte forfatter, Salman Rushdie. 

Paul Auster var kulturjøde og han besøgte også Jerusalem og lod sig fotografere med daværende præsident Shimon Peres i 2008, men var sidenhen stærk modstander af Benjamin Netanyahus bosætterpolitik.

Men chokket over fatwaen på vennen Salman Rushdie og truslen fra islamismen, har Siri Hustvedt ikke fundet plads til i bogen. 

Læs også:https://En god og nødvendig indføring i kampen mod fascisme

Det er en kende problematisk, at Siri Hustvedt bruger så megen plads på at skrive om, at det var hende, modsat hvad medierne skrev, der var den intellektuelle i forholdet, og at Paul Auster var lige så politisk engageret som hende selv, og for øvrigt i stigende grad blev feminist. 

Ikke fordi det nødvendigvis er falsk, men fordi Siri Hustvedt nu engang har det med at skrive og tænke i langt mindre gådefulde og langt mere firkantede kategorier. 

En sand guldgrube

Hvis blot man husker, at Siri Hustvedts bog mere er en roman, der er skrevet i hendes egen stil, og ikke et rendyrket portræt, så går det hele. 

Og så er det bare en sand guldgrube, og ret så rystende og rørende beskrivelse af sorg, af dyb kærlighed og en relation, hvor virkelighed og fiktion er flettet så intenst sammen, at man som læser ind imellem må knibe sig i armen, og sikre sig, at det måske er fuldkommen sandt, at nogle kunstnere faktisk lever - og oplever - livet sådan. 

Det er et liv, hvor man aldrig har fri, og alle ord, kærtegn og hverdagens sysler konstant er en del af et eksperiment med ord og gåder. 

Netop denne - alvorsfulde - leg med ord og tekstkonstruktioner, har gjort både Siri Hustvedt og Paul Auster til darlings i hele Europa, hvor de læses mere, end i USA. 

Læs også:'Hvidere end sne' er en rejse gennem naturen og ind i sindet

Det er på en måde lige dele skandinavisk og fransk, hvor Siri Hustvedts tekster bærer stærkt præg af førstnævnte kulturkreds, og Paul Auster bærer stærkt præg af sidstnævnte, her især den franske intellektuelle, postmoderne tradition. 

Siri og Paul fik en datter, der i dag selv er kunstner (musiker), og sammen med svigersønnen har Paul Auster udgivet nogle af sine absolut bedste senværker, der handler om skoleskyderier og racisme i USA. 

Igen er der tale om dyb intertekstualitet, hvor virkelighed, familie og relationer er lige dele fiktion og levet liv. 

En liberal, kulturel elite

'Genfærd' er et voldsomt sprudlende eksperiment, en art labyrint, hvor sorgen røntgenundersøges på alle ledder og kanter. 

Det er uundgåeligt, at store dele af bogen vil kunne ramme alle, fordi alle kender til sorg. Det er både fascinerende og rørende. Bogens effekt er overraskende effektiv - og faktisk også smuk. 

Læs også:Livets maskinskrift

Alligevel bør man ikke glemme sin kritiske sans, for bogen - og Siri - har det altså bare med også at undskylde, forklare sig og frabede sig ansvar, selv ned i den mindste detalje, herunder også Daniels opvækst og tragiske død. 

Smag og behag, kan man måske konkludere

Men først og fremmest i den globale kulturkamp, hvor Siri Hustvedt så ekstremt skråsikkert bekender side, og fuldkommen frasiger sig skyld. 

Det er problematisk, og det er også et eklatant bevis for, at USA’s kulturelle splittelse i den grad også handler om en liberal, kulturel elite, der ser en verden gå under, og som udelukkende forstår tragedien som fascismens genkomst i form af populisme, der forfører en ubegavet masse. 

Smag og behag, kan man måske konkludere, men ikke desto mindre er denne side af sagen en ret essentiel del af bogen.

Genfærdene eksisterer i os alle

Sidst, men ikke mindst, er bogen som sagt intertekstuel, og derfor også ret ensidigt rettet mod de læsere, der kender både Paul Austers og Siri Hustvedts forfatterskaber, og måske vil nogle helt 'grønne’ læsere give tabt i de uendelige referencer. 

Læs også:Paul Auster: Byen og teksten som labyrint og kriminalgåde

Det får være. Og det ville være ærgerligt, for Siri Hustvedt har skrevet en voldsomt fascinerende bog, og i de passager, hvor hun bare skriver om de mange genfærd, i form af erindringer om Paul og hendes ‘os’, deres intime samvær, opture og nedture, ja, der skriver hun bare som en drøm. 

Genfærdene er mange, og Daniel har også optrådt i Paul Austers bøger gennem hele forfatterskabet. 

Nogle genfærd er monstrøse, andre nærmest engle. Men faktum er, at de eksisterer i os alle, og at Siri Hustvedt gør dem meget mere levende. 

Siri Hustvedt: 'Genfærd. En kærlighedshistorie. Erindringer'. Oversat af Rasmus Hastrup. 328 sider. Lindhardt & Ringhof. Er udkommet.