Hvis dit valgkort ikke dukker op: Sådan kan du stemme alligevel
Hvis dit valgkort ikke dukker op: Sådan kan du stemme alligevel
Torsdag den 19. marts skal dit valgkort senest ligge i din postkasse, ifølge Indenrigsministeriet - Tidligere S-minister: "Jeg er bekymret"
Hvad nu hvis mit valgkort ikke dukker op hjemme i postkassen til tiden, kan jeg så ikke stemme til folketingsvalget?
Det spørgsmål stiller mange vælgere formentlig sig selv, for ved årsskiftet overtog DAO - Dansk Avis Omdeling - postomdelingen i Danmark efter Post Nord. Og lige siden har kritikken haglet ned over DAO, der får skyld for ikke at have styr på brevomdelingen.
Indenrigsministeriet oplyser, at vælgerne modtager valgkortene senest torsdag den 19. marts.
Læs også:Det her går Mette Frederiksen til valg på
Men skulle det ske, at ens valgkort ikke dukker op i postkassen, så kan man altså godt stemme alligevel til folketingsvalget 24. marts.
Det skriver Indenrigsministeriet på sin hjemmeside.
Men det kræver, at du medbringer legitimation
Men det kræver, at du medbringer legitimation til valglokalet. Ministeriet oplyser, at legitimation i form af pas, kørekort eller sundhedskort kræves.
På valgkortet står, hvor du skal stemme.
Typisk skal du stemme samme sted, som du stemte ved seneste valg, nemlig til kommunalvalget 18. november. Men er du i mellemtiden flyttet - eller har du glemt, hvor du skal stemme, så kan du i de fleste kommuner tjekke, hvor du skal stemme via kommunens hjemmeside.
Har du ikke adgang til internettet eller er du digitalt udfordret, kan du kontakte kommunens Borgerservice, der kan hjælpe dig med at oplyse adressen på dit afstemningssted.
Post ligger og flyder i naturen
Kritikken af DAO er stor.
Der har været og er eksempler på, at vigtig post har ligget i en bunke ude på en mark.
Om formiddagen 20. februar var Lise Brøndum eksempelvis ude at gå tur ved Enslev nord for Randers, da hun på en mark ved en landevej så en bunke breve i sneen.
Der var tale om 30 breve fra hospitaler, optikere og banker
Der var tale om 30 breve fra hospitaler, optikere og banker. Lise Brøndum skyndte sig at samle dem op, da der var flere breve med personfølsomme oplysninger, har hun fortalt til Randers Amtsavis.
13. marts kunne Horsens Folkeblad fortælle, at en beboer på Havmarken i Horsens har fundet fem valgkort og to breve i vejkanten.
Brevene var tilsyneladende afleveret i et plastikrør beregnet til aviser og reklamer, men ikke post.
DAO fortæller til DR Østjylland, at det har fået øjeblikkelige konsekvenser for omdeleren.
“Jeg kan bekræfte, at vi har bortvist en omdeler, efter han tilsyneladende i stedet for at levere valgkort og breve i postkasser, har leveret i de rør, der er til aviser og reklamer,” siger Steen Breiner, der er kommunikationsansvarlig i DAO.
Tidligere S-minister: "Det går virkelig dårligt"
Socialdemokratiets finansordfører, tidligere transportminister, Benny Engelbrecht, skriver i en såkaldt reel på Facebook 9. februar, at DAO’s postomdeling er “endt i noget, der ligner total kaos”:
“Med risiko for at lyde som en mandagstræner må jeg bare sige: Det var præcis derfor jeg i min tid som minister var meget skeptisk når blandt andre DAO pressede meget hårdt på for et liberaliseret postmarked.”
Så kom ind i kampen og få styr på jeres brevforretning
“Fra årsskiftet har DAO overtaget omdelingen af breve i Danmark - og lad os bare være ærlige. Det går virkelig dårligt.”
“Så kære DAO: I har selv ønsket jer et frit marked. I har lovet at kunne gøre det bedre end Post Nord (det gør I ikke), og I har indirekte statslige kroner i ryggen, fordi I også distribuerer fysiske dagblade.”
“Så kom ind i kampen og få styr på jeres brevforretning.”
"Jeg er bekymret"
Benny Engelbrecht understreger over for Netavisen Pio, at han er bekymret for om alle valgkort når frem:
Jeg er bekymret for, om alle valgkort nu også når frem
"Jeg er bekymret for, om alle valgkort nu også når frem. Jeg har i dag talt med flere borgere, der endnu ikke har fået deres valgkort. Jeg har dog selv modtaget mit valgkort."
Han understreger, at Socialdemokratiet nøje efter valget vil evaluere, hvordan postomdelingen af valgkort er gået:
"Vi må tage bestik af situationen, og se på om tallene for, hvor mange vælgere, der dukker op i valglokalerne uden valgkort, stiger ved dette valg. Det vil i givet fald indikere at DAO har udfordringer."
Han glæder sig over, at Socialdemokratiet og andre fik indført en musefælde-klausul, der gør, at politikerne kan genbesøge aftalen med DAO, hvis DAO ikke lever op til forventningerne.
Kommentarer
Ikke desto mindre har DAO,…
Ikke desto mindre har DAO, på mystisk vis, en gennemsnitsscore på 4,5 ud af 5 på Trustpilot; 84% af deres anmeldelser er 5-stjernede.
På samme mystiske måde minder stort set samtlige anmelderes navne om hinanden, ligesom formuleringer og ordvalg i disse anmeldelser stort set er enslydende. Men et firma med så stor faglig stolthed og professionel adfærd kunne da vel aldrig drømme om at skrive tonsvis af falske, positive anmeldelser selv, vel?!
Og som om dette ikke allerede var mystisk nok, så bliver negative -men ganske saglige og konstruktive - anmeldelser enten ikke offentliggjort eller slettet igen med bizarre begrundelser om "skadeligt eller ulovligt indhold", hvilket både jeg selv og adskillige andre i min omgangskreds har oplevet. Det hele er meget mystisk.
I øvrigt har jeg heller ikke fået mit valgkort, men til gengæld fik jeg forleden en gennemblødt pakke, adresseret til en fremmed med adresse adskillige kilometer fra min egen, mast ned i min postkasse..
I min opfattelse er det…
I min opfattelse er det yderst sjældent, at privatisering er løsningen på noget som helst. Dårlige erfaringer skal man lære af og ikke gentage.
Tilføj kommentar