I Rusland taler de om agurker, i Danmark brokker vi os

I Rusland bekymrer de sig om priserne på agurker. Selvom landet mister utallige soldater i krigen i Ukraine. 

Det er nemt at måbe af som dansker. Men er vi egentlig meget bedre? 

Imens verdens ledere er på sikkerhedskonference i München, går de beige hverdagsliv videre for danskerne og resten af Europæerne. 

Vi går ture i sneen med familien og hunden, menuen står måske på bøf og bearnaise og en flaske vin. Ungerne sidder med deres iPad. Imens nyder vi solen og glæder os til foråret. I ugens løb har de fleste danskere, på Kongens opfordring, husket at følge med i nyhederne, imellem Youtube og favorit influenceren på Instagram. 

Måske er det utilfredsheden med vores velfærdsstat som får os op af sofaen

Vi diskuterer om hvorvidt vi vil have Store bededag tilbage, om prisen på bøffer, om fødevarechecken. 

Måske er det utilfredsheden med vores velfærdsstat som får os op af sofaen, for maden var også elendig, da faster Dorte var indlagt for et par dage siden. 

Men virkeligheden er bare den, at vi har det virkelig godt. Vi har det så godt, at vi ikke helt kan rumme at verdenssituationen ikke er som den var da vi voksede op. 

Den verden vi har bygget op i fredstid gennem de seneste årtier, kommer til at ændre sig de næste mange år. Vi skal til at forholde os til hvad det er vi ønsker at forsvare. Vi skal til at forholde os til, hvad vi er villige til at undvære og gå på kompromis med, hvis vi gerne vil bevare vores demokratiske værdier. 

Aldrig godt nok

På Christiansborg har man i denne uge har nedsat ”Rådet for kulturel modstandskraft”. Vores politikere har brug for at få konkretiseret, hvad det er vi ønsker at forsvare. Og ligeledes hvordan vores kultur og kunst kan styrke den danske sammenhængskraft, når vi står i krisetider. 

Det ville ærgre mig meget, hvis konklusionen fra arbejdsgruppen ender med at handle om den danske nationalsport, brok. Vi danskere er eminente udi denne disciplin. 

Det er meget uskyldigt når det er vejret der står for skud. Men når det drejer sig om vores samfund, vidner det for mig om et privilegeret folkefærd, som har travlt med at give kommunen skyld for alt der er irriterende i hverdagen. 

Man kan godt være middelmådig og ualmindeligt grådig

Lige fra snerydning, lugten af hav og tang, huller i vejen, beløbet på overførselsindkomster, prisen på hakket oksekød, afskaffelsen af Store bededag, find selv på mere… 

Men i virkeligheden har vi det rigtig godt. Vi er heldige at leve i et land som har et sikkerhedsnet, hvis man bliver arbejdsløs eller syg. Vi har overenskomster som fagbevægelserne gennem årtier har kæmpet for, så arbejderne har rimelige arbejdsforhold. 

Langt de fleste af os har alle de basale fornødenheder vi skal bruge, hvis ikke vi har dem, er det relativt nemt at skaffe det. Hvad end det er fra vores stærke civilsamfund, eller via den offentlige hjælp. 

Men det er aldrig godt nok, er det vel? For vi kender alle ordsprog om den rige grådige mand, som bare vil have mere. Men hvad sker der med mennesker og samfundet, når vi alle begynder at være relativt rige? Man kan godt være middelmådig og ualmindeligt grådig. 

Jeg bebrejder ingen, det er en helt naturlig menneskelig tendens. 

Læs også:Grundstenene til et stærkt beskæftigelsessystem er allerede lagt, men vi taber stadig folk

Måske vil der ikke ske noget, hvis vi øvede os i at perspektivere vores egne hverdagsproblemer?

For russerne hælder utallige mænd i kødhakkeren, men vil hellere diskutere agurker. Imens Europa er truet fra nord, øst og syd og vest, vil de fleste danskere hellere lade sig oprive over en helligdag, kommunens elendige snerydning eller prisen på hakkekød.

Jeg synes det ville klæde den danske del af den Europæiske befolkning, at løfte blikket fra sit eget hverdagshamsterhjul, og dyrke forholdet til sine naboer. For det får man brug for, hvis krisen rammer. 

På den måde bliver vi mindet om noget af det mest danske. Nemlig vores fællesskab og vores tillid til hinanden. Det er det vi har brug for lige nu.