Langt om længe ser der ud til at være skred i den folkelige opbakning til svineproducenterne

Der lader til endeligt at være skred i den folkelige opbakning til svineproducenterne - og måske til vores ekstremt centraliserede landbrug. 

For mig at se har landbrugets hidtige, hyperpriviligerede politiske position været begrundet i tre faktorer:

1. Den velkendte, at landmændene er gode til at organisere sig. De tropper faktisk op til partimøder i Venstre, donerer penge i erhvervsklubberne, og har Danmarks bedste value for money-lobbyapparat. 

Men det er nu ved at ændre sig, især fordi Venstre jo er splittet i tre, hvoraf by-Venstre har fået sit eget parti, ligesom landbefolkning-uden-ejerskab har fået sit eget parti. 

2. Netop den, at det er lykkedes at få landbefolkningen til i så høj grad ikke bare at tolerere, men støtte op om de store bedriftsejeres projekt - uden at skulle have noget til gengæld. 

De store landbedrifter skaber stort set ingen arbejdspladser, og der er ingen tradition for, ligesom med gamle industrialister, paternalistisk at give tilbage til lokalsamfundet, hvor de ligger. 

Læs også:SF’er: Svineeksporten smadrer Danmark og sender danske job ud af landet

Det store mysterium er altså, at folk på landet i så mange år har rettet deres vrede mod bybefolkningen og “de pæne saloner”, når deres klasseinteresse helt oplagt var at modstå, at deres lokalområder blev forarmede og permanent uattraktive gennem omdannelse til gyldedunstende produktionslandskaber og monokulturørkener, hvor der dyrkes svinefoder, så langt øjet rækker. 

3. Den helt klassiske iagttagelse fra public-choice-litteraturen om spredte fordele og samlede ulemper (og omvendt). 

Hver bedriftsejer har enorme interesser i at arbejde for lempelige vilkår og for ikke at skulle betale for sin forurening, eksternaliteterne af produktionen, og i stedet at kunne sprede dem ud på os alle. 

Omvendt har hver af os andre kun en sammenligneligt ret begrænset interesse i spørgsmålet. Så hvem arbejder hårdest på dagsordenen?

Genial strategi for landbruget

Jeg tror, at vi har undervurderet faktor 2, fordi alle har taget det for givet, at landbefolkning = landmænd. Men det er langtfra tilfældet. 

Det er under en procent af befolkningen, der på nogen måde er beskæftiget i landbruget, og langt under en procent, der ejer store bedrifter. 

Men der bor cirka 687.000 danskere i rene landdistrikter, og cirka dobbelt så mange, hvis man også tæller alle dem med, der bor i de helt små byer (under 2000 indbyggere), hvor den nærmeste mark aldrig er langt væk. 

Læs også:1.200 mister jobbet: Fagboss er skuffet over Danish Crown og landbruget

Det er altså cirka 1,4 millioner danskere - mod de cirka 52.000 arbejdspladser, der ifølge Danmarks Statistik er i landbruget og alle de afledte erhverv; heraf er cirka 35 procent tilrejst arbejdskraft. 

Med andre ord - identifikationen mellem landbefolkning og ejere af landbrug er en genial strategi for landbruget, og svarer til, hvis folk i Aalborg altid havde stemt borgerligt, fordi de sympatiserede så meget med Aalborg Portlands ejerkreds og deres trængte, økonomiske situation. 

Store dele af landet er badet i den skarpe dunst af svinepis

Samtidig er det ved at være helt oplagt, præcist hvor uholdbar og ufordelagtig for alle andre end ejerne selv, produktionen er: 

1. Den er åbenlyst etisk uforsvarlig. Grise er tydeligvis for bevidste dyr til at man kan mishandle dem, som de bliver i dag. 

Og det er helt utroligt uæstetisk, på i hvert fald tre dimensioner:

2. Olfaktorisk: Store dele af landet er badet i den skarpe dunst af svinepis. Det alene gør, at man ikke gider bo der, hvis man har et valg.

3. Visuelt: Nu hvor selv mange læhegn er sløjfet er der bare golde monokulturer, så langt øjet rækker. Halvdelen af landet er opdyrket med afgrøder, der kun bruges dyrefoder.

4. Fysisk-taktilt: Der er ingen plads til natur. Vi har ingen vilde områder i Danmark - eller kun på havet, og ikke engang dét i de fjorde og farvande, som landbruget også har ødelagt. 

Læs også:Dansk landbrug er en elendig forretning for Danmark

At beskytte landbrugets dominans af landskabet er derfor samme type brøde som at beskytte bygherrer og moderne arkitekters greb om byerne. 

Det er det, der har gjort landet grimt. Og vi tager stadig alt for let på skønhed. Det gælder både højre- og venstrefløj. 

Min fornemmelse er dog, at identifikationen mellem landbefolkning og bedriftsejere aftager

5. Det forurener drikkevandet, fjordene, de indre farvande, nu til den grad, at vi har fået et nærmest postapokalyptisk scenarie, hvor der ikke lever en eneste fisk. 

Men det behøver ikke at være sådan. Vi kan beslutte os for noget andet. 

6. Det skaber fortsat reservoirer for zoonotiske sygdomme og antibiotikaresistens.

Læs også:Arbejdspladserne forsvinder, mens vi sidder tilbage med stanken af gylle

7. Det har fuldstændigt ødelagt dansk fiskeri (hvilket ikke er blevet mødt med andet et skuldertræk landet over: et meget markant tegn på, hvor entydigt fiskerne tabte til landmændene i kampen om magten i Venstre i 1970’erne og 1980’erne).

Min fornemmelse er dog, at identifikationen mellem landbefolkning og bedriftsejere aftager. 

Det vil især ske, hvis der er nogen, der gider repræsentere landbefolkningens egentlige, økonomiske (og symbolske, statusmæssige) interesser. 

En strukturel transformation er påkrævet

Det kræver dog en rekonfiguration i dansk politik, fordi det primært er dem, der enten er bange for, eller ønsker at kapitalisere på et gilet-jaunes-oprør, der taler til landet. 

Det bliver nedladende og overfladisk. Landets interesser har ingenting med traktor-optog at gøre, og det har meget lidt med udflytning af en uheldig statslig styrelse eller to at gøre. 

Det er vi meget langt fra i dag

Det er en strukturel transformation, der er påkrævet. Det kræver to ting: 

Dels, at vi reelt geninvesterer i kultur (skoler, biblioteker, museer, spillesteder), logistik (offentlig transport, cykelstier, etc.), og sundhedsvæsen i landområderne. 

Og dels at vi lukker så meget af det nuværende landbrug og genopretter natur, så det bliver reelt attraktivt at bo der. 

Ikke nogen symbolsk trepartspolitik eller en frivillig-ordning. Det er så drastisk en politik, der skal til, at folk, der i dag søger mod byerne (eller bor der), faktisk ville kunne finde det interessant at bo i et landområde. 

Det er vi meget langt fra i dag.