Marianne Vind: De tusinder dødsulykker på arbejdspladsen, bør få os til at pege fingeren mod systemet

En dag på havnen i Køge skrider et stort læs tømmer ned over min farfar.

Ulykken gør ham krumbøjet og sender ham hjem i en blød lænestol, som min farmor forer med tæpper og puder for at passe på hans ryg. 

Han kommer aldrig tilbage på havnen i Køge og betaler resten af sit liv en høj pris for ulykken. Ligesom alt for mange andre i Europa.

Når en arbejdsulykke ender fatalt, er det næsten aldrig bare et enkelt menneskes fejl

Hvert år kommer omkring 3.300 mennesker i EU ikke hjem fra arbejde igen efter en dødsulykke. Det er cirka ni om dagen. Familier, der får et opkald, de aldrig glemmer.

Alligevel hører jeg alt for ofte det samme, når noget går alvorligt galt: “Han var nok uopmærksom.” “Hun skulle have tænkt sig om.” “De fulgte ikke proceduren.”

Den fortælling skal vi væk fra. For helt ærligt: Når en arbejdsulykke ender fatalt, er det næsten aldrig bare et enkelt menneskes fejl. 

Det er en kæde. Og i enden af den kæde er der altid nogen, der har haft ansvar, magt og mulighed for at forebygge. Planlægningen. Tempoet. Bemandingen. Udstyret. Oplæringen. Tilsynet. Den kultur, man skaber, når man sidder øverst i en organisation.

Man redder ikke liv i PowerPoint

Se bare på byggeriet. Her sker hver fjerde dødsulykke i EU. 

Men alene det, at byggepladser ofte er et virvar af underentreprenører, skiftende hold og stramme deadlines, burde få alarmklokkerne hos ledelsen. Her skal man kunne stole på, at der er styr på, og kultur for, sikkerheden. Også når der ikke er fint besøg udefra.

Læs også:Når der er 249 led mellem dødsulykke og ansvar, er kæden rådden. Lad os bryde den nu

Europa har i årevis talt om Vision Zero. Altså ambitionen om at ingen skal dø af at gå på arbejde. Det er et stjernegodt mål at styre efter. Men når man kigger på tallene, så er kurven for arbejdsulykker fladet ud. Vi har endnu ikke knækket koden.

Derfor er jeg glad for, at jeg har fået ansvaret for at forhandle Socialdemokratiets forslag til, hvordan vi får antallet af dødsulykker ned mod 0.

For visioner er fine, men vi redder altså ikke liv i PowerPoint.

Lad os pege på systemet

Derfor er det vigtigt, at Vision Zero ikke følges op med konkrete tiltag, som forbedrer sikkerheden ude på arbejdspladserne.

Vi skal vi turde pege fingeren væk fra individerne og op mod systemet

Derfor ved jeg allerede nu, at jeg kommer til at gå ind i arbejdet med mindst tre mål:

Vi skal stille klare krav til virksomhedernes forebyggelse og ledelsesansvar. Sikkerhed er noget man gør hele tiden – ikke bare noget man har og så lægger i en skuffe.

Vi skal styrke kontrollen, så der er flere og bedre tilsyn. Også der hvor det normalt er besværligt, og hvor virksomhederne plejer at slippe afsted uden kontrol.

Og endelig skal vi sikre bedre oplæring og kompetencer, så risikovurderinger ikke bliver en papirøvelse, men en del af den måde, man driver arbejdsplads på.

Læs også:Vi er i 2025 – man skal ikke dø af sit arbejde

Kort sagt: Vi skal vi turde pege fingeren væk fra individerne og op mod systemet. 

Det er ikke raketvidenskab – men det er vejen frem, hvis vi skal sikre færre alvorlige ulykker som min farfars. 

For man går på arbejde for at leve. Ikke for at miste livet.