Marty Supreme bringer nuancerne tilbage på det store lærred

Det kom som en fæl overraskelse at Josh Safdie’s film, Marty Supreme, der var nomineret til hele 11 priser hos den britiske prisfest Bafta, slog den uheldige rekord ikke at modtage én eneste af dem. 

Hvad der stikker under, skal jeg ikke indbilde læseren at jeg har nogen fornuftig forklaring på. Det har jeg nemlig ikke. 

Den helt store vinder til festen blev Paul Thomas Andersons aktivistiske One Battle After Another, hvor Leonardo DiCaprio blev tildelt prisen som bedste mandlige skuespiller. 

Måske er det ikke så overraskende endda, at One Battle After Another klarer sig bedre end Marty Supreme, eftersom førstnævnte er klokkeklar politisk og aktivistisk, mens sidstnævnte ikke ejer skyggen af det. 

Her præsenteres vi for en hovedrolleindehaver, og en historie der tvinger seeren til at forholde sig til den etiske gråzone

Af netop denne grund er dette så skuffende, fordi disse firkantede manifestationer er så deprimerende, idet de ikke indeholder nogen form for udfordring, når det gælder hvad seeren skal mene. Ærligt talt virker det som en anakronisme i denne så betændte tid, at vi skal serveres så klokkeklare holdninger.

Med stjerneskuespilleren Timothée Chalamet i hovedrollen, er Marty Supreme det totalt modsatte af klar moralisme. Her præsenteres vi for en hovedrolleindehaver, og en historie der tvinger seeren til at forholde sig til den etiske gråzone, hvilket faktisk også er hvad de fleste anmeldere har lagt vægt på. 

Måske er det en kende overdrevet, når de fleste anmeldere synes at mene, at filmens hovedperson mister sit moralske kompas, hvilket mere kan handle om anmelderens egen - småborgerlige - moralisme, end en nøgtern vurdering. 

Filmhistoriens paralleller 

Filmen er delvist bygget over bordtennisstjernen Marty Reismans selvbiografi, hvori han definerede sig selv som hustler, og den trækker på et væld af filmiske referencer. Først og fremmest Robert Rossens The Hustler fra 1961, med Paul Newman i hovedrollen som billardhaj. 

Det er intet mindre end en mesterlig film, hvor Newman spiller suverænt. Selvom man ikke interesserer sig for billard, og filmen altså er centreret om selve spillet, er det så perfekt udført, at alle må falde i, og bliver blæst bagover af skuespillet. Det er samme frække, udfordrende, provokerende og umodne rolle, Paul Newman manifesterer så perfekt, som Timothée Chalamet gentager. 

Læs også:Tysk film er en vellykket generationsfortælling om det barske bondeliv

Der var dog ikke meget humor at skimte i The Hustler, hvilket der er dusinvis af i Marty Supreme. Her kan der trækkes paralleller til David S. Wards The Sting (Sidste Stik) fra 1973, også med Paul Newman i hovedrollen, hvor humor, gambling og svindelnumre er filmens grundelementer. 

Måske er der også referencer til Joel Coens eminente film, Barton Fink fra 1991, hvor John Turturro spiller hovedrollen. Timothée Chalamet ligner sågar John Turturro, sådan som han spiller sin rolle i Barton Fink. 

Også bifigurerne og selve Marty Supremes farvetoner minder en hel del om Barton Fink, ligesom den sorte humor godt kunne være en del af Coen-brødrenes ekstremt genkendelige univers. 

Flere nuancer giver bedre samtaler

Marty Supreme er en hæsblæsende film, præcis ligesom One Battle After Another, og de har det til fælles, at musikken spiller en central rolle. Klipningen virker også ny og anderledes, hvor scenerne nok er meget forskellige - nærmest hakket sammen - men alligevel fungerer som glidende overgange. Man får i hvert fald svært ved at tage sig en lur i biografmørket, for de mange skift sørger for at holde en på stikkerne.

Gab, hvor er det dog kedsommeligt med politisk korrekte holdninger i denne så splittende tid!

Selv mener jeg at Marty Supreme har fortjent al den hæder, som anmelderne har kaster over den, og at den er så meget bedre end One Battle After Another. Det er rart for engangs skyld at se en film, der formår at udfordre seeren moralsk, uden at moralisere. 

Og det skaber faktisk også langt bedre grobund for efterfølgende samtaler, hvor meninger kan brydes, uden at man skal sidde tilbage med en fælles indignation rettet imod de onde. Gab, hvor er det dog kedsommeligt med politisk korrekte holdninger i denne så splittende tid!

Forfriskende livsglæde

Marty Supreme udfordrer os på en helt anden måde. Helten er hverken det ene eller det andet. Han er ikke helt i normal forstand, og han begår mange grovheder, selvom hans held redder ham gang på gang. Som mennesker har vi det med at kunne tilgive og glemme, igen og igen. 

Den er perfekt balanceret mellem humor og alvor

Han er heller ikke nogen anti-helt, hvor vi kan nyde ham som en ond og uselvisk person, der bare skider helt og aldeles på moral, ligesom vi elsker det i klassiske gangsterfilm ala Martin Scorseses. 

Marty Supreme er bare ung, ligesom helten i The Hustler, og hans energi og begær er rent, selvom han begår grovheder og skader alt og alle. 

Det er så forfriskende at se en film hylde begær og livsglæde, som det bliver gjort i Marty Supreme! 

Den er perfekt balanceret mellem humor og alvor, og så er det bare så vidunderligt, at vi endelig kan få serveret en film, hvor moral ikke handler om geopolitik, men derimod om nære relationer, om simpel kærlighed, om selvsikkerhed og glæde ved sejrer, der ikke handler om penge!

Læs også:Japansk kulturhistorie på plakaten

Om Marty Supreme skal lide samme skæbne til årets uddeling af Oscars, må tiden vise. I hvert fald er det jo absurd, at anmelderne sådan falder på halen over filmen, og at den samtidig fuldkommen flopper til Bafta, blot fordi One Battle After Another åbenbart helt kan besætte en hel hær af prisuddelere. 

Det kan man jo spekulere lidt over, hvis man er til den slags, og ikke er glad for at en hel industri vælger at sende entydige politiske signaler. 

Marty Supreme. 2 timer og 30 minutter. Instrueret af Josh Safdie. A24. Medvirkende: Timothée Chalamet, Gwyneth Paltrow, Odessa A'Zion m.fl. USA. Dansk premiere 19. februar.