Mindre provokerende, men til gengæld mere tankevækkende og ren litterær nydelse

Den schweiziske forfatter, Christian Kracht, har tidligere kunnet provokere og imponere store dele af den litterære verden. 

Det viste sig især, i hans roman, 'Eurotrash', hvor han skriver om sin familie, der havde forbindelser til nazismen. Det var en hård nyser, der samtidig var et urovækkende samtidsbillede, med et fremtidsscenarie, der ikke tegnede godt. 

I hans sidste roman, der udkom sidste år, og som nu foreligger på dansk, beskæftiger han også med sam- og fremtid, og der er masser af spekulativt stof, der nok kan få hårene til at rejse sig på en, men samtidig fremstår den langt mindre konfrontatorisk og provokerende. 

Til gengæld er den vidunderligt godt skrevet og underlig på en sært ubeskrivelig facon. 

Bogens titel er ‘Air’, og den handler om en schweizisk indretningsarkitekt, der lever af at indrette lejligheder og huse i retrostil, for at hæve salgsprisen. 

Ofte virker hans stil så tiltrækkende på køberne, at de gerne vil flytte ind i boligerne, med hele molevitten, men her står han på bagbenene og nægter at lade dem beholde hans nips. 

Læs også:Hudflettende sorgbearbejdning, æstetik og politik

Selv lever han et afsondret og minimalistisk liv som single, og har en fascination for et designtidsskrift, der dyrker den minimalistiske stil. 

En dag bliver han hyret af magasinets redaktør til at vælge den helt rigtige hvide farve til et gigantisk datacenter, der står og sitrer i ødemarken, og dets indhold er de milliarder af digitale fotos, som mennesker verden over knipser med deres mobile telefoner. 

Elsker eksperimentet

Tidligere har vor indretningsarkitekt også skulle vælge den helt rigtige farve til rigmænds palæer, og i den anledning er han blevet betalt med et maleri, der forestiller en middelalderscene. 

Det er denne scene, datacenterets uendelige sorte hul, hvor tidens komprimeres og indretningsarkitektens drømme om et mere simpelt liv, der i romanen kolliderer i en art underlig sci-fi-fortælling, der foregår på flere tidsforskydende spor.

Mest af alt minder romanen om den franske forfatter, Hervé Le Telliers anmelderroste roman, 'Anomalien' fra 2020, der også eksperimenterer med en art anden tidsopfattelse, hvor sci-fi og samtidskritik pibler frem gennem det litterære eksperiment. 

Det er alt rigeligt til en positiv anmeldelse

For begge forfatteres vedkommende er det evident, at de elsker ordet, eksperimentet, men samtidig formår at skrive på en måde, der også vinder indpas blandt mere lystbetonede læsere. 

Eksperimenterne og de mere spekulative ideer, som romanerne indeholder, fylder ikke det hele, og der er rig plads til lange passager, der blot er sande læsenydelser. 

Læs også:Viktor Orbán har gjort Ungarn til EU's trojanske hest

‘Air’ har nok ikke samme gennemslagskraft som ‘Eurotrash’, og måske er det ikke en roman, der sådan tegner det fulde billede af samtiden, endsige fremtiden, men alligevel har den bidt sig fast i undertegnede, selvom jeg ikke helt begriber hvorfor. 

En kraftpræstation

På mange måder er dens nok mest forbløffende og positive effekt den, at dens ‘skelet’ på en måde virker lidt kitschet, hvilket nok vil få nogle af anmelderne til at kalde den for sær og for uforståelig, eller ligefrem ufuldstændig. Men sådan opleves det altså ikke for mig. 

Det er en kraftpræstation, når en forfatter evner at skrive i en form, og om noget, der tilsyneladende virker lidt banalt og naivt, uden at falde igennem. 

Den evne har den århusianske forfatter, Svend Åge Madsen, for eksempel også, og han formåede også at slå igennem, selvom hans hovedværker indeholder træk fra sci-fi, hvilket ellers er en genre, som de mere storsnudede anmeldere ikke rigtig bryder sig om. 

Læs også:https://Ny roman fra Leif Davidsen er højaktuel, men ikke blandt hans bedste

Det er mere som en ret så tankevækkende idé om de uendelige billedstrømme, der befinder sig i det digitale hav, gemt i bunkere i verdens afkroge, og som indtryk af denne sære personage, indretningsarkitekten, der som en sand hipster drømmer om afsondrethed, at romanen hænger fast i undertegnede. 

Og det er netop på grund af den effekt som litteratur man kan føle eller sanse, som aftryk i ens hukommelse, at ‘Air’ er endt i bunken med gode læseoplevelser, hvor jeg ikke føler, at min tid er blevet spildt.

Og det er alt rigeligt til en positiv anmeldelse og en anbefaling herfra. 

Christian Kracht: 'Air'. Roman. Oversat af Madam Nielsen. 189 sider. Gads Forlag, 2026.