Ny udstilling: Fransk cafékultur med livsglæde, forfald og erotiske undertoner

At kunstmuseet Ordrupgaard vælger at vise en udstilling om fransk cafékultur i slutningen af det nittende århundrede, er bestemt ikke nogen overraskelse. 

Vinklen er god og interessant, og så er det en fremragende lejlighed til at eksponere det, som selve museets rygrad består af: fransk kunst i perioden. 

Sammen med to amerikanske museer, der senere skal vise selvsamme udstilling, med få variationer, er det lykkedes for Ordrupgaard at lave en udstilling, der både er rig på variation og bredde, og samtidig rimelig præcis og overraskende på en og samme tid. 

Ordrupgaard har valgt at supplere udstillingen med nordiske kunstnere, der har opholdt sig i Paris, og derved udviklet deres særegne stilarter, og det er klart et plus for det samlede udtryk. 

Udstillingen er delt op i forskellige tematikker, hvoraf den overordnede grundfigur er den massive forandring af Paris, som renovering af byen samt opførelsen af de så ikoniske boulevarder havde skabt i tiden op til den skelsættende krig mod Preussen 1870-1871. 

Faktisk var selve ideen til opførelsen af boulevarderne skabt ud fra erfaringerne fra den franske revolution i 1789, eftersom de brede gader forhindrede den oprørske befolkning i at barrikadere sig. 

Baron Georg-Eugéne Haussmann var ingeniøren bag byplanlægningen. I dag er byens fysiognomi nærmest indbegrebet af en europæisk storbys fra det moderne gennembrud.

Det er på disse gader og stræder, hvor den nye, spirende cafékultur springer ud. Og det overraskende er faktisk, at datidens kunstnere på en underlig måde hurtigt fik lagt de svære krigsår bag sig, for i stedet at fokusere på mere positive sider af tilværelsen. 

Paris omdannedes til en international storby for kunstnere fra hele verden, der sugede de nye strømninger til sig

Selvom Frankrig tabte krigen mod Preussen, og Napoleon tabte slaget om magten i Frankrig, så blev den efterfølgende tid en kunstnerisk opblomstring, hvor der blev taget et massivt opgør med kunstnerparnasset og dets ideer om, hvad der er smukt og og hvad der er ordentligt. 

Det er her, hvor cafeerne, varietéerne og danseetablissementerne bliver centrale. Paris omdannedes til en international storby for kunstnere fra hele verden, der sugede de nye strømninger til sig. 

Først friluftsmalerne, der gav nyt liv og lys til lærrederne, og siden en væld af forgreninger, der i sidste ende vandt det hele, og gjorde Paris til et centrum for kommerciel succes. Man kaldte den sene periode af denne opblomstring for La belle Époque - Den skønne tid. 

Et broget billede med erotiske undertoner

Caféliv og kunst i Paris er først og fremmest domineret af især tre ikonografiske hovedværker, skabt af henholdsvis Edgar Degas’ (På Café, 1875-76), Édouard Manets (En bar i Folies-Bergére, 1882) og Henri de Toulouse-Lautrec's reklameplakat Divan Japonais, 1893. 

Samlet giver disse tre værker et bredt og ret så broget billede af et offentligt forlystelsesrum, illumineret af kunstig lys, diffust bedøvet af alkohol og hedt af erotiske undertoner. 

Topbillede

På selve udstillingen kan man se flere eksempler på Henri de Toulouse Lautrec’s kunst, der centrerede sig omkring demimonder og prostituerede, dansehaller og varietéer. 

Kombinationen af forfald og livsglæde, i form af meget eksplicitte portrætter af trætte "glædespiger" og berømte kvinder i nattens stjernebestrøgede forlystelsestempler, giver tilsammen et klart ret så sammensat billede af en revolutionerende tid, hvor kønsroller, seksualitet og borgerskabets moral var sat under debat, som vor danske kritiker, Edvard Brandes, udtrykte det. 

Læs også:Her kan du se et af Danmarkshistoriens smukkeste og mest betagende malerier

Manet er så eftertragtet i dag, så ham er der ikke det store af på denne udstilling. 

Til gengæld er der værker er både Edgar Degas og Pierre-Auguste Renoir, der henholdsvis forstod at skildre caféerne som offentlige rum, hvor man kunne føle sig alene og fortabt, eller som hos Renoir, hvor danse- og udskænkningssteder om sommeren kunne gøre Paris’ parker og haver til sande paradis, badet i lys og livsglæde. 

Men det mest opsigtsvækkende og positive sommermaleri på udsillingen er af James Tissot, der har malet sin kone, kunstnerkolleger og deres kvinder og glade farver og moderigtige gevanter.

Topbillede

Et råt og socialrealistisk blik på Paris’ gader

Sidst, men ikke mindst, kan man også på udstillingen se eksempler på prospektmotiver, der indfanger hele forandringen af byens fysiognomi, her især skildret af den dansk-franske Camille Pisarro, der også er en del af Ordrupsgaards rygrad i egen samling. 

Han formåede at skildre et Paris i flimrende lys, med de kileformede bouvarder, der forsvinder langt ud i horisonten, og som er spraglet af et mylder af farverige mennesker. 

Men også et mere råt og socialrealistisk blik på Paris’ gader kan man se på udstillingen, skabt af Vincent van Gogh, der for øvrigt senere kreerede nogle andre ikoniske malerier af cafélivet i Arles, sammen med malervennen Paul Gaugain. 

Det er simpelthen et scoop, at dette maleri nu kan ses, for det indkapsler noget særligt pikant, og det er knapt så kendt

Udstillingen udmærker sig især ved alt det andet, som viser et meget mere spraglende og divergent miljø omkring og i caféerne. 

Her kan man se perler af de de to finske malere: Akseli Gallen-Kallela og Eero Järnefelt. Gallen-Kallelas maleri af et par, der sidder på café, efter en aften til et maskeradebal, oser af hemmelig - og forbudt! - erotisk leg og mystik. 

Det er simpelthen et scoop, at dette maleri nu kan ses, for det indkapsler noget særligt pikant, og det er knapt så kendt.

Topbillede

Eero Järnofelts maleri, 'En fransk vinbar' fra 1888, er ikke mindre interessant, og det oser af parisisk barliv, kunstnerliv, og som komposition er det bare lækkert at se på med den spiralformede, knaldrøde trappe centreret i billedet. 

Topbillede

Tidens kvindesyn

Der er mange billeder af kvinder fra forskellige sociale klasser, som optrædende, som forfaldne, fordrukne og som arbejdende prostituerede. 

Tidens kvindesyn er interessant, og en af udstillingens helt centrale tematikker, fordi caféerne gjorde, at kvinderne kom mere frem i det offentlige rum, hvor de på en og samme tid kunne skinne, kunne udnyttes groft af mænd, men samtidig også tilegne sig mere frihed, mere lighed og mere eksponering. 

Billeder af blandt andre Pablo Picasso og Juan Gris viser, hvorledes også kubisterne helt frem til slutningen af La belle époque og 1. Verdenskrigs udbrud var inspireret af cafélivet, med dens mange aviser og rige udbud af alkohol. 

Topbillede

Når man sådan går rundt og kikker på de mange billeder, der strækker sig over et ret så langt tidsudsnit, men med byen Paris som samlet tematik, så bliver man selvsagt også opmærksom på de forskellige kunstneriske, stilistiske træk. 

Dette spiller desværre andenviolin på selve udstillingen, men det er selvsagt heller ikke nemt at spænde over både motivernes tematik og maleriske stil. 

En længsel efter varmere dage

Samlet set er udstillingen helt igennem interessant, og man forbløffes over, hvor moderne de i grunden var dengang, og hvor meget af det, der dengang var helt nyt, endnu i dag præger både Paris og resten af den vestlige verden. 

Stilen på caféerne og restauranterne i dag er nogenlunde identisk med datidens. Men udstillingen giver også en et lille stik af beklagelig nostalgi, fordi vi ikke længere sådan rigtig bruger caféerne og det offentlige rum på helt samme måde. 

Bevares, vi mødes stadig i grupperinger, spiser og drikker sammen. Men caféen som et sted, hvor man alene kan sætte sig med en af dagens aviser, eller bare kigge på - og blive set af - "menneskehavet", lider stærkt under den digitale overmagt, mobiltelefoner og opslåede computere. 

Læs også:Indtagende udstilling om potteplanternes stille liv i dansk maleri

I dag har vi tendens til at se bort fra vores omgivelser i det offentlige rum, og det er på en underlig måde sørgeligt, og et udtryk en ny og anden slags ensomhed. 

Der er, som sagt, rigeligt at se på, når man besøger Ordrupgaards udstilling, og den er også kurateret godt og solidt. 

Og selvom datidens caféliv jo eksisterede - og eksisterer - hele året rundt, så er de mange malerier af sommerdage, af livsglæde i solen og de vidunderlige farver, som mange af kunstnerne fokuserede på, et udtryk der indgyder længsel efter forår og varmere dage, her midt i sneen og kulden. 

'Café Society. Kunst og fællesskaber i belle époque Paris'. 6. februar - 31. maj. Kunstmuseet Ordrupgaard.