På Louisiana kan man opleve kæberaslende kunst af Basquiat

Der er ikke ret meget, der er mere fascinerende end udstillinger, der på papiret ser ud som minutiøse, men som ved nærmere granskning eksploderer uendeligt i ens indtryk.

Og sådan en udstilling er netop åbnet på kunstmuseet Louisiana, hvor man kan se et halvt hundrede tegninger af kunstneren Jean-Michel Basquiat, plus et af hans mest kendte - og dyrest solgte - malerier.

Det er en løbende tradition, som Louisiana påbegyndte i 2007, hvor de viser tegninger og skitser af berømte kunstnere, både som en art kuriosum, men også som en erkendelse af, at kunst er big business, hvor selv en rig institution som museet nu engang er, ikke kan hamle op med verdens største kunstinstitutioner og privatpersoner, der i stigende grad er domineret af kunstsamlere, der bruger værkerne som var de aktier.

Basquiat bragte vildskaben ind i kunstverdenen

Basquiat er uden tvivl en af tidens mest eftertragtede kunstnere. Han døde i 1988 af en heroin overdosis, blot 27 år gammel. Hans karriere var på en og samme tid kort og ekstremt intens. 

Han blev den første sorte kunstner, der for alvor brød igennem parnassets tykke mure, og hans indtræden kom som et frisk pust fra en anden og vildere verden, samtidig med, at kunstverdenen befandt sig i en art dødvande.

Groft sagt kan man sige, at malere som Jackson Pollock, der skabte den amerikanske abstrakte ekspressionisme, og kort efter Andy Warhol, der skabte pop-art, havde ført kunsten så langt ud på overdrevet, at selve kunstinstitutionen ikke længere havde bud på, i hvilken retning pilen pegede. 

Det var i dette dødvande, at den amerikanske ‘subway art’ pludselig blev eksponeret og grebet af punkmusikere og kommercielle influencere

Man så heri en art rebelsk selvhævdelse, der udtrykte en vildskab og autodidakt kunstnerisk nerve, som netop kunstverdenen sukkede efter

Det var omtrent på dette tidspunkt, at den unge Basquiat blev opdaget, og på ganske få år, i begyndelsen af 1980’erne og frem til hans tragiske død, blev hans status som tidens mest interessante kunstner stadfæstet. 

Han var selv en slags gadekunstner, men mere konceptuelt funderet end dem, der malede på togene med deres bobletekster.

Sammen med en ven kreerede han konceptet SAMO, og deres udtryk var tekster på mure i Brooklyn og Manhattan, der ironiserede over tidens gudsdyrkelse af det kommercielle marked.

Læs også:At være en gammel klovn, når der ikke er mere at grine af

Pop-kunsten havde brudt skellene mellem mode, reklame og kunst og med Andy Warhols The Factory, der både skabte en ny kunstretning, baseret på undergrundstendenser, hvor især queerede seksualitet og avantgardistisk rockmusik/postpunk var selve udtrykket, og på samme tid var en hånende fuckfinger til hippiebevægelsen, der ikke ville høre tale om penge som noget, der var af det gode.

Ligesom Andy Warhol forstod Basquiat at mænge sig med tidens førende kulturpersonligheder, og han allierede sig blandt andet med modekoncernen Comme des Garcons, som han også gik catwalks for. 

Det var en tid, hvor også modebranchen savnede nyt blod, og hvor den klassiske model i stigende grad fik brug for tidens ikonografi, hvor kendte individer spillede deres roller som sig selv. 

Alt sammen tendenser, der pegede fremad, og som helt dominerer vor egen tid

Hvis man skal pege på en kunstner fra hip-hop kulturen, der også var anderledes end dem, der malede graffiti på togene, og som også blev hevet ind på verdens førende museer, så er kunstneren Keith Haring et godt eksempel. 

Fælles for Basquiat og Haring er, hvordan det lykkedes dem at skabe kunst, som man aldrig er i tvivl om er skabt af dem selv. 

Kort sagt, formåede Basquiat at skabe en stil, der umiskendeligt var hans egen.

Topbillede

En udstilling i egen ret

Louisiana har både kontakter og penge. Det er kombinationen af begge, der har gjort det muligt for museet nu at fremvise et halvt hundrede tegninger, hvor tematikken er hovedet. Mange af værkerne tilhører anonyme privatpersoner, og en del af værkerne har aldrig før været udstillet.

Det er slet ikke en nogen dårlig idé at holde fast på netop hovedet som tematik, for Basquiat har uden tvivl været fokuseret på ansigtet gennem det meste af sin kunstneriske karriere. 

Det særlige ved de mange tegninger er også, at de formentlig aldrig var tiltænkt at blive vist på udstillinger, og at de fleste først blev fundet efter hans død

Samtidig er det tydeligt, at de ikke er forlæg til hans mere ‘færdige’ værker, og at de fremstår som fuldgyldige værker i sig selv. Måske endda med en vibrerende livagtighed, der trækker tråde til hans tid som gadekunstner, fordi han elskede at tegne og male på alle former for flader, manisk og hele tiden i gang med at arbejde.

Stregtegningerne kunne være en art erstatning for en fuldgyldig udstilling med hans eftertragtede værker. Det var sådan, at jeg selv tænkte det, da jeg var på vej op for at se udstillingen, men hurtigt blev jeg fuldkommen opslugt af dem. 

Læs også:Norsk nobelprisvinder udvider din humane horisont

Basquaits streg er vibererende, levende, vild, rå og samtidig så unik, at man ligesom taber kæben, når man konfronteres med så mange portrætter af ansigter, der hver især er så forskellige, at man har svært ved at forstå, at de samtidig også er skabt af blot én kunstner.

Det særlige ved denne udstilling er blandt andet, at den ikke lader en være i tvivl om, at Basquiat var en kunstner, der havde en overvældende skabertrang, og hans mange tegninger vidner om, at han blev inspireret af et utal af tidligere kunstnere, og ligeledes påvirket af sin egen samtid og livet i New York.

Arven fra ekspressionismen

Basquiat er særligt kendt for at være en sort stemme, der kritiserede racisme og hyldede sorte stjerner, hvilket han tematiserede gennem tekst og symboler, ofte med helt konkrete navne og omtale af specifikke begivenheder. 

Teksterne og symbolerne er også til stede i de viste tegninger af ansigter, eller hoveder, men der er ingen konkrete navne eller begivenheder. 

Det er som om, at disse tegninger, der også bærer aftryk af fodsåler, har været hans kreative legeplads, hvor lyden af bebob-jazz har flydt i hans ører, og hvor forskellige kunstneriske genrer har præget hans tilgang.

Det er noget særdeles rytmisk over Basquiats streg, og derfor er stregen det afgørende i hans værker, selvom han uden tvivl også var en sand mester udi farver, der også gør hans værker så eftertragtede

Man kalder hans kunstneriske udtryk for neo-ekspressionistisk, men hans status som en afgørende kunstner har længe været afkoblet den kunsthistoriske kontekst således, at han i grunden bare beskrives som totalt unik. 

Læs også:Krigen, kunsten og Guernica

Men arven fra ekspressionismen er umiskendelig. Man aner konstant referencer fra Georg Grosz og Paul Klee i hans tegninger.

Grosz’ horrible skildringer fra 1. Verdenskrigs skyttegrave, kan man se gengivet i Basquiats kranier, og Klees mystiske, fine nærmest metafysiske kærlighed til selve kunstmediet, ser man gengivet hos Basquiat. 

Det er sidstnævnte reference der gør, at mange af hans tegninger af kranier i grunden ikke rigtig fremstår som grusomme eller skræmmende, men nok snarere som en fascinerende undersøgelse af noget mentalt.

Der er også klare referencer til anatomi, røntgenfotografi, robotter og tegneserier i Basquiats tegninger.

Louisiana har gjort et sandt kunstscoop

Sidst, men ikke mindst, er det lykkedes for Louisiana at kunne fremvise et af Basquiats mest berømte malerier: Untitled, 1982, der i 2017 blev solgt for svimlende 110,5 millioner dollars. 

Topbillede

Det er selvsagt problematisk, at kunst sådan er blevet kommercialiseret, men alligevel er det ikke overraskende. Det er måske nok krævende, men også bydende nødvendigt at blive ved med at kunne skelne mellem pengebeløb og kunstnerisk værdi. 

Det er og bliver kritikerens gebet, selvom det i moderne kunst, i en moderne tid, konstant er muligt at kalde det hele for bluff.

Ser man på Basquiats værker, og lader man sig bjergtages af stregernes vibrerende vitalitet, farvernes friskhed og hvert enkelt værks perfekte balance mellem totalt kaos og harmoni, efterlades man med det indtryk, at der bag hysteriet omkring ikonet, befinder sig en stor kunstner, der tilførte en hendøende kunstverden nyt blod, der samtidig byggede på adskillige traditioner.

Læs også:Det begyndte som utopi, men endte som nazilaboratorium

Det er stort og det er enestående. Uden Louisiana ville Danmark lide den tort, de fleste småstater lider, fordi nutidskunst fra øverste hylde nu engang er forbeholdt de største lande. 

Men igen og igen har Louisiana disket op med den ene spektakulære udstilling efter den anden, og man kan ikke lade være med at tænke, at kombinationen af penge, forbindelser og et ekstremt stort kuratorisk tæft gør, at vi her er beriget med noget helt unikt.

Derfor kan man nu se Basquiats mange tegninger, og derfor må man gå derfra med det indtryk, at der bestemt ikke er tale om en andenragssudstilling.

Udstillingen er enestående. Den må man ikke gå glip af.

Basquiat - Headstrong. 30.1-17.5.26. Louisiana Museum of Modern Art.