At være en gammel klovn, når der ikke er mere at grine af

En klovn uden publikum er mindst lige så tragisk som en hadefuld uden noget konkret at hade. Eller som en far uden en familie. 

Janus Kodals nye prosadigte, med titlen 'Fiasko', ætser sig fast i læserens sind, som eksistentiel ørkentristesse. 

Vi begynder på McDonalds, hvor en nedslidt fader forlades af kæresten, der tager børnene med, og vi ender på McDonalds, hvor faderen endnu er forladt, og hvor plastikklovnen ikke længere eksisterer. 

Tilbage sidder en klovn i en manege, der synes menneskeforladt. Den tid, der er gået, har plantet sig i alle sprækker og i alle dele af kroppen. 

Måske er det mere end et enkelt menneskes fiasko, som Kodal har skrevet om, for verden omkring denne forladte fader kan ikke længere grine, og ingen synes længere at have brug for klovne. 

Janus Kodal skriver helt enestående balancerende mellem noget, der synes klart forståeligt og entydigt, og så med gnistrende passager, der giver en anelser om mening og stemninger, som samtidig synes umulige at udtømme for mening, dvs umulige at analysere og forstå til bunds. 

Samlingen begynder og slutter som sagt på helt konkrete McDonalds, men gennem hele bogen, i tidsrummet mellem brud og afslutning, kommer vi helt ud til stjernerne og dybt, dybt ind i et fordrukkent sind, der ryster og forvitrer i sorg. 

Læs også:'Fra supermagt til shitshow': I USA hænger politik og pop sammen

Det er aldrig helt forløst i begejstring og healet af ny styrke, men samtidig synes der at være enkelte tegn på, at disse digte ikke er hele figurens virkelighed. 

For selvom 'Fiasko' er helt igennem deprimerende og sørgende, så er det som at se på Edward Hoppers klovnemaleri, 'Soir Bleu' fra 1914, hvor en ensom mand sidder på en cafe, alene og iklædt sin dragt med hvid sminke og en smøg i mundvigen, faldet i staver, mens alle andre på interagerer. 

Men klovnen er alligevel ikke som sådan alene og helt ude af sync med sine omgivelser. 

Efterladt på en diner af plastik

Janus Kodal formår at beskrive den følelse af fortabt nederlag, som vel kun en fader, der er blevet forladt, kan føle. 

Han beskriver nemlig præcis, hvordan det føles at være efterladt på en diner af plastik, som en klovn, der ikke længere er behov for, og som ingen længere synes at kunne bruge til en skid. 

Læs også:Dybvads kritiske blik på arbejdskraftindvandringen: Hvornår lykkes den? Og hvornår lykkes den ikke?

Der er nemlig noget dobbelt over disse så ellers depressive digte, fordi de på en side handler om faderrollen og den forsmåede elskers sorg og tragedie, men også om forfatteren, der i tiltagende grad ældes, som får rynker og ar, skrammer og sår, der bliver uudslettelige. 

Digteren beskriver sig selv som en gammel klovn, der ikke længere har en manege at optræde i, blandt andet fordi verden er holdt op med at grine, og fordi der heller ikke rigtig er noget at grine af længere. 

For det er jo også et eksistentielt vilkår, og disse tegn på ælde er også tegn på levet liv

I det sidste digt kan man læse en sentens, der synes at være en nøgle til oplysning, for her står der, er den fortabte digter har brug for sine nu næsten voksne børn, der igen beder ham om at tage sin røde næse på, og igen trutte en pruttelyd ud af trompeten. 

Det er afkommets kalden faderkadaveret tilbage, der på en meget stærk måde afbalacerer den store sorg, der består af ren fiasko og tidens evige kværnen. 

Også andre passager i bogen afleder en som læser fra kun at føle den afgrundsdybe fortabelse, for eksempel i et digt om faderen, der også fik skrammer og som også blev ældre i hudens mange folder. 

Læs også:Hjemstavnsdigte fra Djursland

For det er jo også et eksistentielt vilkår, og disse tegn på ælde er også tegn på levet liv. 

Det er klovnen, der skriver selvbevidst, og ikke uden en vis erkendelse af, at "the show must go on", lidt ligesom Hoppers eksistentielt ensomme klovn på en cafe en blå nat, der nok synes at være uden manege og uden relationer, men igen dagen efter vil stå frem foran et publikum, der kan udfylde tomheden med nærvær og betydning. 

Fremragende og enestående

Janus Kodal skriver overbevisende og derfor rammer hans sprog og symboler også kraftigt. Det er ikke selvynk, og det er på en sær måde heller ikke fravær af ansvar. 

Det er frustration, og det er tyngende sorg, men det er også livet som vilkår. 

Og som digter med mange, mange års erfaring udi eksperimenter, ved Kodal godt - og han skriver det eksplicit - at netop sproget og teksten er hans spinkle redning, og at hvis han tager sig sammen, og gør sig umage, så er han som sprogklovn en sand performer, der kan forbinde sig med andre mennesker, og derfor også har som mulighed at nå ud over sin ensomhed og tragedie. 

Det er stort. Det er ærefrygtindgydende

Det er simpelthen fremragende og ret enestående læsning. Hele samlingen, trods dens korte form, hænger sammen i et og alt. Og det trods ture ud til stjernerne og helt ind i sindets dybeste kroge. 

Man aner en dyb indsigt og viden, der på en sær måde giver læseren lindring, der måske også selv er en forladt og ubrugelig fader, der har brug for sine børns krav om klovnerier. 

Forbudte følelser

Hvis man stopper op og holder inde midt i teksten, kan man få det indtryk, at her skriver en mand, der er misogyn, for der er også plads til had og afmagt. 

Det synes jeg er stærkt af Kodal: at han tør give udtryk for disse så forbandede - og forbudte - følelser, der midt i kønskampen synes at være udelukket, og kun reelt tilladte for det andet køn, dvs. kvinders momentale had til mænd. 

Læs også:SF’s tidligere kronprins fortæller åbenhjertigt om egne svagheder

Og det fine, afbalancerende er jo også, når man læser videre, at det slet ikke er et had, der er fikseret, for objektet - kvinden - forsvinder også i sorgen, og tilbage står en latterlig hadefuld og fortabt skikkelse, der erkender, at som klovn skal man kunne mere end at være bitter og gå i stå. 

Man skal videre, og som digtsamling er 'Fiasko' både et intermezzo og et eksistentielt lag i forfatteren, der erkender, at sådan er livet nu engang, og at han ikke er ene om at have det sådan, selvom han er taberen, den, der bærer fiaskoen. 

Det er stort. Det er ærefrygtindgydende. 

Janus Kodal: 'Fiasko'. 74 sider. Forlaget Alhambra, 2026.